Rejsen ind i Tavshedens Land 

Mit virke som historiefortæller og foredragsholder har sin rod i mine år i mørket. Min rejse ind i mørket startede for alvor, da jeg som 14- årig blev indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling. Mit liv havde op til min indlæggelse været fyldt med mange udfordringer af fysisk og psykisk karakter. Jeg lærte ganske tidligt fysisk sydom at kende, da jeg blev født med astmatisk bronkitis. Sygdommen medførte, at jeg jævnligt fik anfald, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne få vejret, og jeg var i lange perioder afskåret fra at lege fysiske lege med andre børn. Jeg havde også problemer med øjnene, og fik operationer, som betød, at jeg i periode havde begrænset syn. Disse tidlige sygdomsforløb gjorde mig på mange måder til en meget alvorlig lille pige, som frygtede for at kaste sig ud i vilde lege og udfolde sig fysisk, en frygt som fortsatte, da bronkitissen og øjenproblemerne aftog. Samtidigt var jeg en følsom pige med et kunstnerisk sind. Jeg elskede at synge og fortælle, men jeg havde ingen i min barndom, som kunne spejle disse sider af mig, for jeg voksede op i en del af Danmark og i en familie, hvor følelser og åndelighed er ildeset og tabubelagte – det er noget man helst skulle gemme væk. Så for at overleve glemte jeg disse sider af mig selv, og jeg blev i stedet utrolig skarp til at tilpasse mig, og blev meget dygtig til det faglige i skolen, men meget usynlig i det sociale liv.  Og i 11- 12 års alderen udviklede jeg en svær socialangst, som betød, at jeg begyndte at isolere mig fra mine skolekammerater.  Angsten forøgedes i de efterfølgende år, og da jeg som 14 årig startede på en efterskole, brød jeg sammen. Mit sammenbrud fik den konsekvens, at jeg kort tid efter blev indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling, hvor jeg efterfølgende var indlagt i tre år til jeg var 17 år gammel. Samtidig med min indlæggelse gennemgik jeg fire store ryg- og hofteoperationer, da det omkring min 15 års fødselsdag blev konstateret, at jeg havde en skæv ryg og en medfødt hoftefejl. Mine tre år på børnepsykiatrisk afdeling og årene med de mange operationer var de mørkeste år i mit liv. Jeg var isoleret fra den ”almindelige” verden, og jeg var på en rejse- en rejse ind i mit eget indre. Det var en begivenhedsrig rejse inde i mig, men udadtil var jeg tavs og isoleret, og derfor døbte jeg senere min rejsedestination Tavshedens Land. Rejsen var fyldt med angst, mørke, indre modstand og fysisk og pyskisk smerte, men heldigvis også lysglimt, håb og hjælpere.  

Tilbage til lyset

Efter min udskrivelse fortsatte min rejse til den privatejede institution Selma, hvor jeg i de næste to år, virkelig voksede og tog livtag med angsten, og langsomt fik mere og mere kontakt med lyset igen. Selmas syn på psykisk sygdom var meget anderledes end den, som jeg havde mødt i det etablerede system. Bl.a. så man bag om min angst, og så den styrke, som jeg også rummede. Og så blev jeg introduceret for det at udtrykke mig kunstnerisk, og jeg opdagede, at alt det mørke og det tunge kunne få en stemme igennem et kreativt udtryk. Dette arbejdede jeg videre med på daghøjskolen Gøglerskolen i Århus, hvor jeg fandt min indre klovn, gøgler, akrobat og skuespiller. Man kan sige, at jeg genfandt den kreativitet, som jeg havde lukket ned for som barn, og denne genopdagelse bevirkede, at jeg voksede yderligere og for alvor kom op i lyset.

Skammen

Som 22 årig flyttede jeg fra Selma, og skulle for første gang stå på egne ben efter at have været i behandling i otte år. Jeg havde en følelse af at have været på en lang rejse, og nu var vendt tilbage til livet og jeg opdagede, at jeg havde tilegnet mig en visdom, som ikke alle havde, men at jeg samtidigt var gået glip af en masse af de ting, som mine jævnaldrende havde fået erfaring med. Jo mere jeg kom ud blandt andre unge menneske, jo mere bagefter og forkert følte jeg mig, og jeg begyndte lige så stille at skamme mig over mine år i Tavshedens Land. Så i de efterfølgende år brugte jeg meget energi på at blive som de andre, jeg fik en HF eksamen, og tog senere en læreruddannelse. Men selv om jeg tilegnede mange af de ” normale” ting, manglede der alligevel hele tiden noget. Jeg manglede at sætte ord på min historie, og at fortælle den til andre. Men min historie var for mig forbundet med stor og dyb skam og jeg ville så gerne bare være ” normal”, og derfor forblev jeg tavs om mine erfaringer. Det nagede mig at skulle holde min fortid hemmelig, fordi at jeg virkelig følte, at jeg havde hentet dyrebare og vigtige erfaringer under mit ophold i Tavshedens Land –erfaringer som jeg gerne ville dele ud af, og som jeg følte et behov for at give stemme. Men jeg forblev tavs i mange år, fordi skammen stadig var større end behovet for at formidle mine erfaringer. Min tavshed omkring min ungdom betød også, at jeg igen gav slip på min kreativitet, og holdt op med at skabe, for at skabe var på en mange måder lig med at være i kontakt med mine år i mørket.

Kreativiteten vender tilbage og min fortid får en stemme

Da jeg så i sommeren 2011 tog på et kursus i historiefortælling på Vestjyllands Højskole, opdagede jeg den mundtlige fortælling og i især eventyrgenren, fandt jeg en form, hvorigennem jeg kunstnerisk kunne formidle min livshistorie, og min livsfortælling blev til eventyret Den grønne kjole. Det var som at finde et sprog, jeg havde glemt. Det symbolske sprog, som kunne udtrykke mine erfaringer på en måde, som jeg aldrig havde troet muligt. Igennem at skrive og fortælle dette eventyr kunne jeg pludselig videregive mine erfaringer fra Tavshedens Land til andre mennesker, og det var magisk. Højskolekurset førte mig videre til kurset Voxviva, hvor jeg for alvor igen kom i kontakt med så meget af alt det, som jeg havde lukket i for, først som barn og så som ung. Jeg genopdagede min kraft, min krop, min styrke, min sårbarhed, min kreativitet og min intuition, og jeg arbejdede videre med min livsfortælling og andre fortællinger, som dukkede frem under arbejdet med mig selv og mine livstemaer. Og siden da har fortællingerne fulgt mig og været det sted, hvor mine erfaringer med mørket har kunnet finde en form og et udtryk. I dag brænder jeg for igennem mine fortællinger og sange at videregive mine erfaringer fra Tavshedens Land til andre mennesker.