16-12-2019

Efternøgleren

Min mormor Dora Marie Borgaard blev født i 1914, året hvor 1. Verdenskrig brød ud, og året før  danske kvinder fik stemmeret. Hun var en efternøler, hendes yngste bror var 13 år, da hun blev født, og hendes to ældre søstre henholdsvis 16 år og 18 år, mens hendes forældre, mine oldeforældre, begge havde rundet de 40 år, da hun blev født. Min mormor voksede således op mere eller mindre som enebarn, men havde selskab af hunden Sjampa. Selv skriver hun således om sig selv som 6 årig: Jeg legede meget med mig selv med spillekort, gamle knapper, klippede billeder ud og begyndte at lære at læse i avisen.

Barndomshjemmet var et lille husmandssted i Thy, som desværre ikke længere findes. Gårdens dyrehold bestod af 4 køer, kalve, grise og to islænderheste, og min mormor beskriver, hvordan familien var selvforsynende med smør, kød og mælk suppleret med de afgrøder, som de kunne avle på gårdens jord. Et sted skriver hun om den daglige kost: Min mor havde ikke mange kroner at bruge. Vi fik tit og ofte stegt flæsk fra grisen – for tit synes jeg. Vi fik ” dippels” til. Det var mælk hældt over den stegte flæsk og nogle dejlige kartofler.

 Min mormor beskriver levende et dagligdagsliv på landet med malkning, såning, høst, slagtning og toilet ude i stalden imellem køerne. Hun beskriver de sjældne og yderst spændende dagsture til den store købstad Thisted, som i starten af det 20. århundrede blot havde omkring 7000 indbyggere, men som for min mormor var et spændende sted fyldt med butikker og anderledes oplevelser. Hun beskriver besøg fra slægtninge i USA. Det er lidt uvis, hvilke slægtninge det er, men det var i hvert fald hendes fars familie. Senere rejste hendes ældste søster til USA, hvor hun giftede sig med en svensker og bosatte sig derovre.

Min mormors skolegang bestod af 7 år i den lille, lokale landsbyskole med 3 år i ”betteklasse” og 4 år i ” sturklasse” med 4 ugentlige undervisningsdage om vinteren og kun 2 dage om sommeren, hvor markarbejdet blev langt højere prioriteret end boglig lærdom. Min mormor beskriver, hvordan hun både sommer og vinter gik de 3 km til og fra skolen kun iført et par træsko. Et par gummistøvler fik hun først, da hun var 13 år gammel.

Ungdom

I 1926 da min mormor var 12 år, døde hendes far. Han havde længe haft dårlige lunger og endte med at dø af lungebetændelse i en alder af kun 52 år. I 1918 havde han været ramt af den frygtede Spanske Syge, men havde overlevet, men i 1926 døde han altså, og efterlod min oldemor og mormor alene tilbage på det lille husmandssted. Heldigvis hjalp min mormors bror dem, og senere lykkedes det min oldemor at få solgt gården og få bygget et lille hus i en nærliggende landsby. Om sin fars død skriver min mormor dette: Jeg var 12 år dengang og tænkte vel ikke så dybt over døden. Efter par år efter, i 1928, blev hun konfirmeret, afsluttede skolen, og blev sendt ud for at tjene forskellige steder. Hendes beskrivelser af denne tid med pigekamre så kolde, at der var rim på væggene, frost i hænderne om vinteren, når gulvene skulle vaskes i iskoldt vand, og urimelige lønninger og arbejdstider er meget rammende: På det tidspunkt var butikkerne åbne til kl. 20 alle hverdage og til kl. 22 om lørdagen, når man så ved, at der skulle fejes og ryddes op bagefter, kan man jo forestille sig, at det var en meget lang arbejdsdag. Jeg var hos købmanden et år – fra nov. 1928 til nov. 1929 og fik den store løn af 10 kr. om måneden. Man kunne selvfølgelig købe mere for pengene dengang – men alligevel!!

Som 16 årig fik min mormor tjeneste hos en barber, som også bestyrede områdets telefoncentral, og ved siden af det huslige arbejde, blev hun oplært i betjeningen den nymodens telefonteknik, så hun kunne hjælpe til med at passe telefonerne, og i de efterfølgende år arbejdede hun på forskellige telefoncentraler, indtil hun i 1938 blev gift med min morfar Harald, blev husmor og fødte to døtre – den yngste er min mor Lone, som blev født i 1949.

 Min mormors stemme

Når jeg læser min mormors erindringer slår det mig, hvor meget der er sket i Danmark i de 66 år, der er imellem hende og mig, som er hendes yngste barnebarn. Min mormor beskriver de ydre ting og begivenheder meget nøjagtigt, og måske har hendes hensigt været, at vi børnebørn skulle få en forståelse og fornemmelse af den tid, som hun havde levet i – en meget anderledes tid. Hun pointerer mange gange, hvor stor forskel der har været på hendes og vores liv. Hun afslutter sine erindringer således: I har hørt lidt om mine erindringer fra gamle dage. Måske får I lidt glæde af at læse om dem. Måske synes I, at det var strengt og fattigt dengang. Det var det også på mange måder, men vi kendte ikke andet, og vi havde også mange glæder og gode oplevelser ind imellem arbejdet.

Jeg værdsætter disse hverdagsbeskrivelser, men får alligevel, når jeg læser dem, denne ubestemmelige længsel efter at kende min mormors stemme. Jeg er stadig enormt nysgerrig på, hvad hun mon har følt og tænkt. Hvordan var det for en 12 årig pige at miste sin far? Hvad har en boglig begavet pige fra fattige kår drømt om? Har hun på noget tidspunkt drømt om en længerevarende uddannelse, men slukket dem igen, da hverken hendes egen eller kvinders placering i samfundet på dette tidspunkt gjort dette muligt? Hvordan har min mormors liv formet min mors liv og dermed mit liv som kvinde?

Retvis kan man jo sige, at dette er hendes stemme, eller i hvert fald en del af den, men min fornemmelse er, at der stadig ligger meget hengemt i den tavsheds skygge, der altid har ligget over min mors side af familien.

 Tavshed

Jeg kender intet til mine oldeforældre. De har altid bare været to gamle fotografier, som først hang på væggen i min mormors hjem og senere i min mors hjem, men hverken min mormor og min mor har nogensinde fortalt mig ret meget om dem. Når jeg i dag spørger min mor, siger hun, at hun heller ikke har hørt meget om dem. Min oldefar har hun jo selvfølgelig aldrig kendt, og hun var kun en 5- 6 år, da min oldemor døde, og min mormor har tilsyneladende aldrig rigtig fortalt hende om dem. Hvorfor mon? Jeg ved, at hendes far døde forholdsvis ung, men hun havde da trods alt en barndom sammen med ham, indtil hun var 12 år. Hvorfor har hun ikke fortalt om ham og hendes mor? Hvorfor er fortællingerne om deres liv ikke blevet fortalt videre? Når jeg prøver at dykke ned i min mormors familie, føler jeg det som at ramme en mur af tavshed, som det kan føles svært at komme forbi. Det er en bestemmelig tavshed, hvis udspring jeg ikke helt forstår. Handler det om, at der var ting, de ville skjule? Var der en skam eller er den simpelthen en slags ydmyghed?

 Ydmyghed

Når jeg tænker tilbage på min mormor, er de første ord der slår mig: ydmyghed og nærvær. Min mormor havde en fantastisk evne til at sætte sig ned sammen med et menneske og lytte til hvad det menneske havde at fortælle. Og så havde hun en stærk tro, hvilket hendes lasede bibel, som jeg arvede, da hun døde, vidner om. Jeg oplevede, at hun havde en meget oprigtig interesse i sine medmennesker, og til hendes begravelse i 2002, husker jeg tydeligt, hvordan kirken var fuld af mennesker, hvis liv hun havde berørt med sit nærvær. Det er en fantastisk ting, men jeg tror, at hvis jeg spurgte de samme mennesker, om de kunne fortælle noget om min mormor og hendes liv, så ville de komme til kort. For hun fortalte aldrig meget om sig selv. Jeg tror ikke, at hun fandt sig selv interessant, og dette oplever jeg gå igen hos både min mor og mig selv den dag i dag.

Min mormor skrev sine erindringer i 1992, da jeg var 12 år gammel, min søster 14 år og min yngste kusine 13 år, mens mine to ældre kusiner var i starten af 20`erne. Dengang havde jeg egentlig ikke et særligt tæt forhold til min mormor, men nogle år senere, da jeg blev teenager, og fik det meget svært, udviklede der sig imellem os et tættere forhold, hvor jeg på nogle måder fik lov til at kende min mormor lidt dybere, og hvor hun fortalte lidt mere om sine tanker og følelser som ung kvinde. Vi havde i årene 1994 – 2002 en ugentlig brevudveksling, som jeg i den kommende tid vil dykke ned i og genlæse for her måske at finde mere af min mormors stemme.

 Askepot

 Min mormor fortalte mig på et tidspunkt, at hun altid havde følt sig som Askepot. Lidt grå og usynlig i forhold til sin smukke veninde Eva. Jeg har aldrig glemt disse ord, og har sidenhen tænkt meget på fortællingen om Askepot, som var mit yndlingseventyr som barn. Hvad er det, der ligger i det eventyr? Er det fortællingen om at være et offer for omstændighederne? Om det feminines passive venten i usynlighed på at blive set og reddet af det maskuline, eller er der også en kraft i Askepotfortællingen? Det vil jeg søge videre i.

Min mormor fortalte mig også, at hun egentlig ikke havde været forelsket i min morfar, da de var blevet gift. De var rigtigt gode venner, og som hun med næsten paniske øjne sagde: ” Jeg var 22 år, før jeg blev gift!! Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive gift!!”, hvilket jo nok været medvirkende til, at hun sagde ja til min morfars frieri. Senere fortalte hun mig, at hun også havde været meget bekymret for min mor, som var 29 år, inden hun blev gift og ofte tænker jeg på, hvad hun mon ville tænke om mig, hvis hun stadig levede, og kunne se mig nærme mig de 40 år, og stadig være ugift ;-) Der er ingen tvivl om, at min mormor var opdraget til, at en piges og en kvindes plads i livet var som hustru og mor, og som min mor sagde til mig for nogen tid siden: ” Det er jo ikke sikkert, at mormor ønskede sig andet end at blive gift! ”

Men når jeg læser hendes erindringer, slår det mig, hvordan den bogligt begavede og nysgerrige side af af min mormor dukker frem indimellem. Hun fulgte med i samfundsudviklingen, og jeg oplever, at hun inde bag den ydmyge facade har tænkt tanker og har haft meninger. Som fx når hun beskriver børskrakket i New York i 1929, og skriver således om den teknologiske udvikling:

Når jeg tænker på, hvad i børn senere hen har oplevet af fly- og busrejser rundt i verden, ja da tager jeg mig til hovedet, og tænker, hvor er der sket meget, særligt i sidste del af århundredet. Kan denne udvikling blive ved med at blive mere og mere elektronisk styret, så vi måske bliver en slags robotter, der bare trykker på knapper? Jeg synes, at det er uhyggelige perspektiver, men måske slår det hele en kolbøtte, så vi ender i muddergrøften igen” Lige efter slår hendes ydmyghed så igennem igen: , men fra disse dyste og måske helt ubegrundede fremtidsudsigter hopper jeg nu tilbage til den mere rolige tilstand i 1957…

 Fotografen

Under mit arbejde med min mormor og hendes liv, opdagede jeg, at hendes storesøster Johanne, i starten af 1930`erne fik en uddannelse som fotograf, og at hun i en årrække arbejdede som fotograf. Hvordan i alverden er det gået til, at hun har ernæret sig inden for et fag, som på dette tidspunkt har været forbeholdt mænd. Var det fordi, at hun var ugift, og delvis handicappet på grund af en hoftebetændelse? Hun er en spændende person, som jeg vil forsøge at finde ud af mere om.

 Må man fortælle andre menneskes tavse historie?

Når jeg tænker på min mormor og hendes familie og på at lave fortællinger om dem, ryger jeg ind i et dilemma. Jeg ved så lidt om dem, og alligevel lever de jo på en eller anden måde videre i mig. Jeg deler DNA med dem, men hvordan de var, hvad de tænkte, følte og drømte, ved jeg intet om. I nogle tilfælde ved jeg næsten ikke engang, hvor de var født, hvor de levede eller hvor de døde. Det sidstnævnte kan jeg jo med lidt gravearbejde finde ud af, mens det førstnævnte er langt sværere. Her må jeg have min indlevelse og fantasi i spil, og har jeg overhovedet ret til det? Ville de ønske, at jeg sætter ord på deres liv, sådan som jeg forestiller mig, at det har været? Eller ønsker de at hvile i deres tavshed? Fortællingerne om dem vil jo farves af mig og min måde at opleve og være i verden på, og måske var det slet ikke sådan, de var i verden og oplevede deres eget liv. Alligevel vil jeg fortsætte min søgen efter deres stemmer – især min mors, mormors og oldemors, som næste blogindlæg kommer til at handle om.

 

14-11-2019

 Jeg har længe gået med en ide om at lave fortællinger om tavshed og usynlighed – enten i form af en bog eller en fortælleforestilling. Ideen udspringer af den arv af usynlighed tavshed, som jeg føler, at jeg har arvet fra kvinderne i min familie. Mændene i min familie kender jeg langt bedre, og jeg kender mange af deres fortællinger, mens mine formødre føles som en tung, tavs skygge, hvis fortællinger jeg ikke kan få fat i. Min ide har således sit udspring i mit personlige liv, men jeg håber, at arbejdet med mine formødres fortællinger også vil kunne åbne op for almene betragtninger om synlighed kontra usynlighed, tavshed og det at have en stemme.

 Længslen efter min mors stemme

I foråret deltog jeg i en workshop med titlen Mothers and Daughters. Det vigtigste jeg kom i kontakt med under workshoppen var denne sætning: Jeg er datteren, som savner min mors stemme. Sætningen ramte ned i en årelang længsel i mig. En længsel efter at kende mine formødre, hvis historier jeg ikke kender, og hvis stemmer forekommer mig meget tavse og næsten ikke eksisterende. Hvem var de? Hvilke drømme og længsler har de haft, og hvorfor var de så tilsyneladende tavse?

 Detektivarbejde og fantasi

Efter min farmors død i maj måned i år, er den sidste nulevende af mine formødre min mor, så jeg har ikke mange muligheder for at stille opklarende spørgsmål. Jeg føler således, at jeg i høj grad skal i gang med et større detektivarbejde i et forsøg på at finde frem til konkret fakta om mine formødre, men at jeg i lige så høj grad må tage fantasien i brug, og forsøge at forestille mig deres liv. Mærke efter i krop og sjæl, hvor jeg kunne have en forbindelse med dem hvorigennem jeg kan høre deres stemmer. Som når jeg, danseglad som jeg er, danser til den lyse morgen, og føler en stærk forbindelse til min oldemor, som efter signede skulle have elsket at danse som ung :-)

Det eneste konkrete materiale jeg på nuværende tidspunkt har, er min mormors erindringer, som hun nedskrev i 1992, da jeg var 12 år gammel. Erindringerne beskriver hendes barndom og ungdom fra 1914 – til ca. 1938, hvor hun blev gift med min morfar. Næste blogindlæg vil handle om min mormor, og om hvad jeg mon kan finde ud af om hende.