04-02-2020

Et stærkt kvindeliv

Johanne Larsen

Egentlig skulle dette blogindlæg handle om min oldemor, Mette Borggaard, men da jeg begyndte at undersøge hendes liv, fandt jeg flere interessante oplysninger om hendes mor – min tipoldemor Johanne Larsen

Johanne Larsen blev født i 1844 i Harring Sogn i Thy. Hendes forældre var gårdmand Lars Kristian Larsen og Mette Marie Poulsdatter. Om hendes far var en stor gårdejer eller blot husmand er uvist, for selv om han i kirkebogen er anført som gårdejer, tvivler jeg på, at han var det. Når jeg tænker på min mormors erindringer fra en barndom på et lille og fattigt husmandssted, skulle det undre mig, at slægten blot 2 generationer før skulle have levet som gårdmænd. Men det ved jeg selvfølgelig ikke, og jeg ved ikke, om min tipoldemor måske har giftet sig under sin stand, da hun bliver gift med den 17 år ældre husmand Kresten Kristoffersen. Hvad jeg ved med sikkerhed er, at der i datidens Thy har været stor forskel på de mere velstillede bønder, som nød godt af det økonomiske boom i det danske landbrug i sidste halvdel af 1800- tallet, og så de fattige husmænd, som ikke i samme grad fik gavn af og andel i den øgede økonomiske vækst.  Jeg forestiller mig, at det mest sandsynlige er, at min tipoldemor er vokset op på et lille, fattigt husmandssted, som det på billedet, og at det også er et lignende sted, hun boede sammen med min tipoldefar, og et sådant sted hun fødte sine børn.

Idioten

Min mormor lavede før sin død et lille stamtræ, hvorpå hun har anført, at mine tipoldeforældre fik tre børn – min oldemor Mette født i 1872, hendes søster Mette Marie født i 1878, og deres bror Kristian født 1885.  Derfor fik jeg et mindre chok, da jeg gennemgik folketællingerne fra 1880, for da jeg fandt mine tipoldeforældre, så jeg tre børn anført i deres husstand. To døtre og en søn ved navn Laurids Kristoffersen, som var født i 1870. Under hans navn var en stor, tyk streg, hvilket undrede mig, og da jeg granskede kolonnen med hans navn, stod der allerlængst ude til højre et kryds udfor kategorien ” idiot”. Der var også andre kategorier såsom blind, døv og døvstum. Min mormor har aldrig talt om Laurids, og jeg spekulerer på, om hun har kendt til hans eksistens. Jeg satte mig for at finde ud af, hvordan hans liv mon var forløbet, og ved et nøjere studie af kirkebøger og folketællinger, fandt jeg ud af, at han boede hjemme hos mine tipoldeforældre til sin død som 22 årig i 1893. Han er således vokset op sammen med sine to søstre, og min oldemor må have kendt ham, men det virker ikke til, at hun har fortalt min mormor om ham. Det rejser for mig en masse spørgsmål. Hvorfor har han været en hemmelighed? Har han været en skamplet for familien? Hvilket handicap har han haft? Hvad har det betydet for min tipoldemor, at hendes førstefødte søn var handicappet? Jeg tror ikke, at der hersker nogen tvivl om, at det på dette tidspunkt har været skambelagt at få et handicappet barn. I en tid hvor børn var en nødvendig arbejdskraft for familiens overlevelse, må det have været en byrde at få et ”uperfekt” barn, men der må samtidig have været en kærlighed til Laurids, siden de valgte at lade ham blive hjemme i stedet for at sende ham på en fattiggård.

Den døde søn

 Kristian, sønnen som var anført på min mormors stamtræ, døde 2 dage gammel i 1885. Min oldemor fik altså en lillebror, som ikke overlevede, og min tipoldemor formåede ikke at føde en leve- og arbejdsdygtig søn. Den førstefødte var handicappet, mens den sidstfødte døde. Hvad mon det har gjort ved min tipoldemor? Har hun følt skam over ikke at kunne producere en ”ordentlig” søn, som kunne overtage husmandsstedet og forsørge hende på sine gamle dage? Jeg aner jo ikke, hvordan min tipoldemor har følt, men langt op i historien var drengebørn højere skattede end pigebørn. De var dem, som skulle, kunne og måtte videreføre slægten, og det var en hustrus pligt at levere en søn, og dette må på en eller anden måde have påvirket min tipoldemor.

Fødsel, urenhed og indledning

Da jeg i kirkebøgerne fandt optegnelserne af min oldemors og hendes søskendes fødsler, stødte jeg på begrebet indleddet. Når en kvinde havde født, blev hun anset for at være uren, og måtte først komme i kirken igen efter 40 dage, hvor hun igen kunne blive indlemmet i menigheden. Gad vide hvordan det har været for min tipoldemor og den tids kvinder at blive stemplet som urene? De gjorde jo bare en fuldstændig naturlig ting - de fødte nyt liv, men dette var altså behæftet med urenhed og skam. Som ung kvinde læste jeg en bog om, hvordan kvinders menstruation i mange kulturer er blevet anset for urent og skamfuldt. Hvordan piger og kvinder er blevet udskammet og isoleret i den tid på måneden, hvor de har haft menstruation. Har mine formødres tavshed mon også rod i denne kulturelle udskamning af det kvindelige? Da min oldemor føder sit første barn i 1896, bliver hun ikke indleddet, men hvad mon min tipoldemor har givet sin datter videre i form af forståelse af det at være kvinde med de oplevelser, hun selv har haft med sig?

En stærk kvinde.

Min tipoldemor bliver enke i 1891. Hun er på det tidspunkt kun 48 år gammel, og året efter i 1892 gifter hun sig igen med den 15 år yngre Kristen Steffensen. Den unge mand dør dog allerede tre år senere kun 36 år gammel, og min tipoldemor er igen alene. Hvordan hun herefter klarede sig, og hvordan hendes sidste tid blev, har jeg endnu ikke fundet ud af, men hun dør i hvert fald i 1915, 70 år gammel af vattersot. Måske har hun boet hos sin oldemor og oldefar, og måske har hun været med til fødslen af min mormor i 1914. Der er mange ting, jeg ikke ved om hende, men arbejdet med at spore hende i de gamle kirkebøger og folketællinger har givet mig et billede af en stærk kvinde med overlevelseskraft. En kvinde som oplevede store sorger, og som levede i en tid, hvor det at være kvinde på mange måder var skambelagt og 2. rangs. Hendes erfaringer som kvinde må helt sikkert have påvirket hendes to døtre, og næste blogindlæg vil omhandle den ældste – min oldemor.